Med sit malerier indskriver Barbara Wilson sig i den udtryksform, der går under den kunsthistoriske term: abstrakt-ekspressionisme. Det er en moderne malerisk stilart, der udover at være abstrakt, dvs. umiddelbart forestillingsløst, også er ekspressionistisk, dvs. er umiddelbart udtryksfuldt i den måde, det maleriske stof – farve og form – er gestaltet  på. I det abstrakt-ekspressionistiske malerier er der ingen genkendelige figurer, intet, som man uden videre kan pege ud og sætte navn på. Og dog rummer et sådant maleri en stor informationsmængde, f.eks. om de farver, kunstneren har valgt at benytte, om den teknik, som hun har taget i anvendelse.

Hvis et abstrakt-ekspressionistisk maleri ikke er en størrelse, som man forstår umiddelbart og uden kunsthistoriske forkundskaber, kan man altid aflæse maleriet som et portræt af en arbejdsproces. Hvis vi glemmer alt om den genkendelighed, der ikke er dér, vil kunstværket ofte være relativ meddelsomt omkring sin egen tilblivelse – og omkring valg, som er foretaget frem for andre. Det genkendelige ligger et andet sted, i en aktivitet. Man kan aflæse en bemalet flade lidt på samme måde, som en detektiv eller en politikommissær ville aflæse friske spor i sneen. Af sporene kan man se: om den mistænkte har været spinkel eller kraftig af bygning, om vedkommende har bevæget sig hurtigt eller langsomt, om han har vidst, hvor han ville hen eller bare er løbet på må og få etc.

Noget tilsvarende gælder også Barbara Wilsons malerier. Hvert strøg er et spor af bevægelse, og i visse faser af tilblivelsen overlader kunstneren en del af initiativet til billedet selv, til selve farvestoffets fysiske tilstand. I andre faser arbejder kunstneren mere bevidst og styrer billedet efter sin egen tilskyndelse – det gælder f.eks. farvevalget, kompositionen eller opbygningen i fladen, strøgenes karakter etc.

I sit valg af farver har Barbara Wilson lagt vægt på rødt, sort og hvidt. Der er også andre, mere neutrale grå farver de kan opfattes som fundamentet eller den sokkel, maleriets indre kamp hviler på. I sin disposition af farven har kunstneren endvidere koncentreret de hvide strøg i malerier, men de røde og sorte toner rejser sig som et uvejrshimmel over lysets lodrette tårn. Det er ikke for meget sagt, at man kan fornemme en konflikt mellem disse to grupper. Det er som om de røde og sorte former søger at dominere, undertrykke eller ‘kvæle’ det hvidlige islæt i billeder. Men samtidig kan man i sin tolkning af fladen også opfatte de hvide strøg – og streger – som kræfter, der søger at rejse sig ud igennem mørket. De sorte og røde former er bredere og roligere, de hvide strøg og streger mindre, spinklere, men til gengæld mere hidsige. Læg mærke især til bevægelserne i billederne.  Her har man det indtryk, at kunstneren har benyttet en hvid er oilstick  for bedre at kunne tegne med farven og give den bestemte retninger.

Billederne indre modsætning er bygget op omkring disse to bevægelser og kontrasterende farvemasser. Et abstrakt-ekspressionistisk maleri rummer, hvis det er godt, altid stærke modsætninger. Billedets tilblivelse former sig nærmest som en kamp, der må kæmpes igennem med maleriske midler, og kampen bør slutte som en sejr for kunstneren – og ikke for nogen af de kræfter, der konstituerer kampen selv. For konfliktstoffet skal også kunne fornemmes i billedets færdige tilstand. Uden konflikten ville der ikke være noget maleri. Den aktuelle konflikt i vores maleri kan stadig aflæses af det maleriske foredrags sitrende uro og strøgenes rytmiske liv. Ikke blot peger strøgene i mange retninger, men de er afsat på malegrunden med en voldsom energi, en rastløst gestikulerende dynamik, der gør dem sært ustabile. De hvide stregers energiske bevægelser nederst til højre trækker billedet ud af ligevægt, de modsvares ikke af tilsvarende koncentrationer af energi i den modsatte del af fladen. Men kunstneren har formentlig været nødt til anbringe dette frenetiske energibundt af hvide streger dér, hvor det er koncentreret.

For mange mennesker forbliver et abstrakt billede mærkeligt uvedkommende, hvis de ikke kan knytte en tolkning til dets indhold. Selv om det, de ser, er forestillingsløst, behøver det ikke at være indholdsløst, og indholdet vil så være det, de tolker ind i det, de i bogstaveligste forstand ser for sig.

I denne tolkning eller udlægning stiller den enkelte beskuer sin egen subjektivitet op over for kunstnerens. Billedet bliver et mødested mellem to subjektive fodringer, dels malerens behov for at male, for at udtrykke sig, og dels beskuerens behov for at relatere det, han eller hun ser, til sin egen forestillingsverden, sin egen virkelighed. At tolke er at ville se en dybere mening i det tilsyneladende meningsløse, det, der måske ved første øjekast blot tager sig ud som en leg med farve og form, uden den mindste forpligtelse over for virkeligheden. Her ønsker fortolkeren at føre billedet tilbage til virkeligheden og meningsfuldheden gennem den måde, han (eller hun) læser billedet på. Ofte vil farvevalget spille en rolle for læsningen, især hvis billedet er abstrakt som i dette tilfælde. Den røde farve vil for mange beskuere associere til blod. Måske kan man ligefrem se Barbara Wilsons malerier som en offerscene, et blodoffer, et ritual, der er sket. I hvert fald vil tilblivelsen af et abstrakt-ekspressionistisk maleri kunne forme sig som et ritual, som kunstneren gennemfører på personlige præmisser, et ritual, hvor der kun er én ypperstepræst. Kunstneren selv.

Peter Michael Hornung: f. 1950, mag.art. i kunsthistorie 1981. Fast kunstanmelder på dagbladet Politiken siden 1988. Har udgivet adskillige bøger og været hovedredaktør for store publikationer som Fogtdals Kunstleksikon, Ny Dansk Kunsthistorie m.m.