Barbara Wilson – en kunstner, der rører og vedkommer os.

Barbara Wilson er en original europæisk kunstner, hvis malerier udtrykker en dybde og en menneskelighed, der må røre enhver. Hendes produktion er varieret og spænder vidt fra konkrete, håndgribelige repræsentationer: et landskab, et portræt, henover mere drømmeagtige udtryk med stænk af det surrealistiske til det abstrakte. Samme store spændvidde finder man i de stilarter hun anvender fra systematisk farvefeltmaleri til det ekspressive maleri. Et gennemgående træk i hendes værker er en dyb længsel og en søgen. Og det er netop denne længsel, denne søgen, der rører og vedkommer os.

Barbara Wilson udfolder sig indenfor genrerne: billedkunst og rumværker/scenekunst.Arbejdsprocesserne i de to genrer er basalt forskellige.Således er arbejdsprocessen i rumværkskunst i høj grad rationel, bundet og bevidstgjort, mens den, hvad billedkunst angår, giver kunstneren frihed og dermed mulighed for at lade mere ubevidste impulser komme til udtryk.I denne præsentation skal vi kun beskæftige os med hendes billedkunst. Men først må vi have svar på spørgsmålet: hvem er Barbara Wilson?

En ubegrænset appetit på muligheder

Hun voksede således op i et miljø rigt på storslået natur og historie, men også i skyggen af det sovjetrussiske overherredømme, og dermed i et miljø fattigt på muligheder og frihed.

Denne modsætning mellem åbenhed, foranderlighed (”storslået natur og historie”) og lukkethed, ufrihed, kunne måske være en socialgenetisk årsag til hendes nærmest ubegrænsede appetit på muligheder og den trang til at eksperimentere og bestandigt overskride den moderne kunsts konventioner, som kommer så klart til udtryk i hendes kunst og den vekslende anvendelse af stilarter.

I perioden 1982-1988 studerede hun på kunstakademiet i Poznan og Amsterdam.Studierne afsluttedes med en magistergrad i billedkunst og kunsthistorie. Året efter drog hun til Danmark, for at undervise i tegning, maleri og komposition ved Københavns tekniske skole. Senere underviste hun ved Skolen for Billedkunst, og fra 1996 til nu arbejder hun på Statens Teaterskole. Det seneste år har hun undervist ved The Royal Scottish Academy of Music & Drama i Glasgow og Quenn Margarat University College Edingburgh.

Barbara Wilson er usædvanlig kreativ og energisk og har gennem årene haft en rig og storslået produktion af kunstværker. Hun har udstillet på gallerier over hele landet, såvel som i Polen, Tyskland, Holland, Spanien, USA, mfl.

Hun har lavet mange samarbejdsprojekter indenfor både billedkunst og teaterverdnen. Herunder har hun arbejdet tæt sammen med flere danske kunstnere, f.eks. Nikoline Werdelin (forestillingen”Den blinde maler” 1999) og Suzanne Brøgger (”Timebog”, Gyldendal 2004).

Pandoras æske

Barbara Wilson har en dyb skabertrang – en drift, der udfolder sig i det ene fremragende kunstværk efter det andet. Det er som om hendes inspirationskilde er uudtømmelig – som om hun var et medie for noget andet! Noget, der er større end hun selv og som igen og igen kræver af hende, at hun giver det udtryk.

Dette noget, denne kraft, denne originalitet – ja dette geni, synes at være ”det ubevidste”, hendes ubevidste. Mere konkret synes der at være tale om en dyb og uartikuleret konflikt/modsætning – måske genetisk, måske opvækstbetinget – der har sit eget liv i en sfære udenfor hendes egos grænser.

En konflikt der, som Pandoras æske, indeholder sorgen, smerten, tungsindet, uroen og rodløsheden, og som lader Barbara Wilson alene tilbage med længslen. En længsel, der kommer til udtryk i hendes billeder som en bestandig søgen efter harmoni – følelsesmæssigt i form af kærlighed, intellektuelt i form af entydighed.

Konfliktens følelsesmæssige niveau slås tydeligt an i hendes gentagne farvevalg. Det er stærke farver, mørke farver: sort, mørkeblå, mørkegrøn i en stadig vekslen. Og så en gennemgående mørkerød/dybrød farve i skiftende nuancer, der flytter indtrykket fra det fløjlsbløde til det skrigende. Barbara Wilson bryder imidlertid på dramatisk vis med mørket, idet hun ved sin samtidige anvendelse af farven hvid og lyse nuancer bevægende sig over i det flødefarvede, aktualiserer et stædigt – et bestandigt levende – oprør mod smerten og dens tunge mørke. Barbara Wilson længes, søger og maler lyset i mørket

Billederne præsenterer os ofte for et galleri af figurer og ansigter i skiftende relationer og sammenhænge, der svinger fra det realistiske, henover det drømmeagtige til det til tider groteske og tenderende surrealistiske.Ligeledes er det karakteristisk for billederne, at de ofte består af en række delelementer eller fragmenter, der alle kan stå alene, men som tilsammen udgør en helhed. Dog ikke en helhed i gængs forstand, dvs. en afrundet harmoni. Tværtimod. Helheden i hendes billeder – og figurernes udtryk – repræsenterer en dyb uro, en altomfattende usikkerhed, en følelsesmæssig skrøbelighed og så – længslen!

Derfor vedkommer hun os alle

Barbara Wilson billeder udtrykker dermed i høj grad det moderne menneskes eksistentielle problematik og dets dybe længsel i en hastig, mangetydig og flygtig verden, der, på alle fronter, stiller stadig større krav til den enkelte. Krav som denne søger at honorere ved at være i bestandig ”bevægelse” – dvs. igennem en daglig og aldrig tilendebragt tilpasning og selviscenesættelse.

Men hvor det moderne menneske på den måde kommer til at søge roen, entydigheden, ægtheden og kærligheden i den respons dets daglige selviscenesættelse giver det, dvs. i en ”for verden” værende relation, så søger Barbara Wilson i sine billeder det samme i en ”i verden” værende relation. Dvs. i en relation, der ikke forudsættes af selviscenesættelsen, men i et møde mellem mennesker, der transcenderer den enkelte selv, ”jeget”, og hvor den menneskelige eksistens udfoldes i det fælles, i kærligheden, harmonien og forståelsen.

Barbara Wilson er derfor ikke bare en spændende og interessant kunstner, som sådan – hun er også relevant, ja superaktuel, fordi hun i sine billeder peger på, at livskvaliteten dybest set skal søges i relationer mellem mennesker. Det frigørende, livsudfoldelsen, livsglæden, kærligheden, findes altså i relationen, det fælles: ”os” og ikke i selviscenesættelsen: ”jeg”.

– Derfor kan vi alle tage ved lære af Barbara Wilson og ikke mindst derfor er det, at hun rører og vedkommer os.