STATEMENT

Jeg elsker tigerdyr. De vækker mig med sin styrke og store selvstændighed.

Mødet med virkelighed. Vandring af veje som andre kender ikke til.

Smuk og majestætisk bevægelser.Livskraftigt bevis på at skønhed er en omvej værd.

Man må være åben.

Det handler om at holde ” Open Mind” og det synes jeg er lidt interessant.

Jeg ville gerne lave noget, hvor jeg prøvede at holder fast i den åbenhed, et sted, hvor det rart at være: står foran billederne, være ligeglad med, hvad de forestiller, om de er tomme eller fyldte, det skulle bare være dejligt at være i nærheden af dem.

Jeg vil helst være tavs omkring malerier.

Jeg holder meget af Hammershøi. Alle vil sige, at en Hammershøi er meget, meget introvert, men endelig er hans billeder også meget udadvendte.

I Japan kan de i hvert fald se – Gud, det er et er de rum, som er fuld af muligheder!

Det handler om, hvordan man ser, måden man træner blikket på, og det er ikke kun blikket. Når man har arbejdet med billeder i mange år, opdage man, at det er noget, man føler.Jeg føler billederne, og er man hjemme i dem, er det lige meget, om det abstrakt kunst, eller om de forestiller noget, man har en nærhed til dem. det går jeg højt op i. Jeg er blevet meget optaget af, om det er noget, man mærker – med hjerte.

Det er den måde jeg laver billederne på, når jeg maler dem. jeg står og mærker, om det er et godt sted at være, at det er godt rum for at arbejde med.

Haruki Murakami er en japansk forfatter som jeg læser intens lige nu.

Det interesserer mig, at det hverdagsagtige ligger lige ved siden at det transcendente.

Murakami er en forfatter, der er god til at forklare om nogle af de rum, der ligger ved siden af vores almindelige bemærkninger. Nogle mennesker udtrykker sig, så man hele tiden kan mærke, hvad det er for nogle mål, de vil nå. Selv er jeg begyndt at se – hvad nu, hvis der ikke er noget mål?

Jeg har for eksempel undervist i mange år, og jeg begyndte at spørge: “Hvad er formålet med undervisningen? Det er et lidt heftigt, mærkeligt, opløsende spørgsmål. Man skal have et mål med alting, der ligger et konstant pres om at tage næste skridt og næste, men det er ikke det, kunst drejer sig om. Vi kan lave en 80/20 procents “formel”. De firs procent handler om, at vi nok også er her i morgen, fordi vi har de basale livsnødvendigheder. Selv de hjemløse på Nørreport Station har et stykke brød og noget at drikke og dermed opfyldt deres firs procent, de har bare ikke råd til at beskæftige sig med de sidste tyve procent. De har ikke det overskud, hvor man siger – kunne du ikke tænke dig også at se noget fjernsyn en gang i mellem, nyde livet lidt – de er jo hårdt spændt for med bare at holde sig i live.

De fleste steder på jorden, i Afrika og andre Tredje Verdens lande, er de firs procent det eneste, det drejer sig om. Jeg har det kæmpe held at bo et sted, hvor jeg kan sige – jeg har bare forpligtet mig på de sidste tyve procent. Jeg er ligeglad med, om min levestandard er høj eller lav, så længe jeg kan prøve at fokusere på de sidste tyve procent. Der er kommet så meget aggressivitet i samfundet, netop fordi folk søger mål – lykke er også et mål, det skal vi have i næste uge! Men det er først, når målet er væk, at det virkelig begynder at rykke, også kunstnerisk.”

Når billederne kommer, skal de helst være så fremmede for mig,

Min arbejdsform svarer til nogen, der er vant til at skrive, så skriver jeg mine billeder frem.Det er for øvrigt meget smukt, men man skal lade være med at se nogle billeder som et specielt fornemt udtryk: åh, det er maleri! Man skal måske se billederne, som det de er, nemlig kunst, en eller anden frembringelse, et menneskes tankevirksomhed og redskab”.

Man skal hvile i sig selv, samtidig med at man skal åbne sig for omverdenen.

Mange børn er i god kontakt med deres bedsteforældre, for børnene kan mærke, at bedsteforældrene slet ikke har den her ja-nej, ja-nej, ja-nej funktion, som forældrene har, der ustandselig siger, hvad der er rigtigt og forkert til dem. Sådan er det, at lade solar plexus styre ens liv – ja-nej – det er skråsikkert, man ved lige, hvad man skal, hvor ens rute er. I det øjeblik, man glemmer sin solar plexus fornemmelse får man måske løftet fornemmelserne op til hjertet.”

Jeg tror, man kigger på billederne, og så vil man enten med sin solar plexus sige: “Det er ikke noget for mig, det er ikke min smag, ja-nej. Er det maleri, ja, nogle vil sige Gud, sikke nogle fantastiske farver, det er de smukkeste malerier, jeg nogensinde har set, det tror jeg faktisk, der er nogle, der vil mene. Af hjertet.

Verden er uendelig rig på nuancer og godhed et eller andet sted.”

Jeg har lige krydset over Middelhavet. Det landskab jeg sejlet igennem, vand, masse vand blev til et meget fysisk landskab, hvor jeg har ” begge ben på jorden” og er ikke i drømme verden. Jeg har set det og jeg har mødt rum omkring mig, jeg møder rum på mange forskellige planer. Det er, fordi jeg forsøger at vikle de rum, jeg bærer i mig, ind i mine billeder, væve det hele sammen. Det er trods alt mit hjerteblod, der ryger ind i de billeder, og nogle gange er det rødt, og nogle gange er det blåt osv.. Det er den stemning, som udefra kan ses som et sentimentalt statement, men indefra, man kan også tænke på, er alle de billeder politiske? Jeg har valgt at sige – jamen, der er også en æstetisk sans og en skønhedstrang, som vi bliver nødt til at respektere. Æstetikken er vigtig for mig.